TAK FOR DENNE GANG TIL VORES PRAKTIKANT, THOMAS

Vi har siden slutningen af januar haft glæde af Thomas, der på trods af Corona nu i fem måneder har været en fast bestanddel af vores kontor i Bruxelles. Vi har været enormt glade for at have Thomas på kontoret, hvor vi har nydt godt af hans lune humør og faglige kunnen. Selv fortæller Thomas således om sit ophold som praktikant hos Norddanmarks EU-kontor i Bruxelles:

Jeg har gennem de sidste fem måneder fået en indgående indsigt i, og prøvet kræfter med, hvordan EU-politik og EU-programmer bringes i spil i forhold til de lokale norddanske aktører. Det har været en lærerig tid, hvor jeg er blevet tildelt en høj grad af ansvar.

Derudover rejser jeg hjem en masse oplevelser rigere. I Bruxelles er der et helt unikt miljø for os praktikanter, hvilket jeg særligt fik lov til at opleve efter at byen begyndte at åbne mere op. Udover at vi i det hus jeg boede kunne tælle fire forskellige nationaliteter, er denne mangfoldighed ligeledes noget, der gennemsyrer hele Bruxelles. Det er jeg vild med! Alligevel har vi danskere jo det med at finde hinanden, når vi er udenlands, hvilket også var tilfældet her. I takt med at restriktionerne blev lempet mødtes vi særligt til den ugentlige PLUX om torsdagen, hvor der blev nydt et par (eller tre) belgiske øl. Jeg rejser derfor hjem ikke kun med rygsækken fyldt med nye faglige kompetencer, men også nogle nye dejlige bekendtskaber med gode folk fra hele Europa.

Vi vil ønske Thomas rigtig god vind fremover, hvor han skal tilbage og genoptage studiet i Aarhus.

Image