Vores tilbud i Bruxelles

Studietur til Bruxelles

En studietur til Bruxelles giver mulighed for at blive opdateret på de seneste tiltag fra EU, hvilke muligheder der findes specifikt for dit fagområde via EU’s mange programmer, og du kan få kontakt til samarbejdspartnere, embedsfolk og politikere i Bruxelles. NordDanmarks EU-Kontor tilbyder afdelinger og fagfællesskaber i vores medlemsområde hjælp til at arrangere skræddersyede studieture, der tilgodeser jeres specifikke ønsker!

Er du en offentlig organisation, en uddannelsesinstitution eller en virksomhed med base i NordDanmark (Nordjylland eller Grønland), så kan vi hjælpe - og vores service er betalt!

NordDanmarks EU-Kontor har kontor i både Aalborg og Bruxelles. Det giver os et indgående kendskab til EU-systemet og vi har et omfattende internationalt netværk af beslutningstagere og embedsmænd i institutionerne, Rådet, Kommissionen og Parlamentet og kan derfor arrangere møder, der tilgodeser helt specifikke behov.

I Bruxelles er der ofte fagspecifikke arrangementer med deltagelse fra hele Europa og europæiske samarbejdspartnere, så vurder med os om det giver mening at inkludere i dit besøg.

Det praktiske

Tag kontakt til én af vore konsulenter, hvis du ønsker hjælp til planlægning af en studietur.

Først tager EU-kontoret en dialog med gruppens arrangør for at fastlægge ønsker til det faglige indhold, som ønskes af gruppen. Jo mere detaljeret dette kan gøres jo bedre et program kan der udarbejdes. Herunder diskuteres varighed og tidspunkt for besøget, som afpasses med aktiviteter i Bruxelles.

EU-kontoret laver en skitse til det faglige program, og når den er godkendt, planlægges et program for turen med mødereservationer.

Der gives en anvisning til mulig rejseplan og hotel. Gruppen er selv ansvarlig for reservation af fly og hotel, men kan benytte EU-Kontorets aftaler i Bruxelles. Kontoret foretager ikke økonomiske udlæg.

Vi tilbyder:
  • Et skræddersyet fagligt program baseret på jeres ønsker
  • Introduktion til EU og EU´s institutioner
  • Adgang til ministerier/interesseinstitutioner/Parlamentet
  • Viden omkring relevante EU-programmer
Tidspunkter

En studietur kan arrangeres på store dele af året. Normalt er der størst aktivitet i Bruxelles i perioden 1. februar til 31. juni, og igen fra 1. september til 15. december. En studietur arrangeres typisk med en varighed på 1 til 3 dage.

Da vi typisk har mere end seks studieture om året, er det vigtigt at kontakte os i god tid, så der er god tid til planlægningen, booking af møder mv.

Kontakt én af vores konsulenter for hjælp til planlægning af din Bruxelles tur

Image