Sæby Svømmebad er en af 11 danske turismevirksomheder, der har modtaget støtte fra EU-projektet COASTOUR.
Siden åbningen i 2006 har Sæby Svømmebad været eftertragtet af lokale borgere og besøgende turister. Som Frederikshavns kommunes mest avancerede svømmebad tilbyder Svømmebadet meget mere end blot traditionelle vandaktiviteter. Faciliteterne inkluderer også wellness og fitness, hvilket gør Sæby Svømmebad til en unik attraktion for dem, der søger både sjov og sundhedsfremmende oplevelser.
For at imødekomme den stigende efterspørgsel efter kombineret træning og wellness har Sæby Svømmebad sat fokus på en omfattende opdatering af fitness- og wellness-faciliteterne. Målet er at integrere intelligent træning med afslapning for at appellere til både lokale besøgende og specifikke turistsegmenter, der søger en bæredygtig oplevelse.
Sæby Svømmebad ønsker også at gøre faciliteterne mere tilgængelige for arbejdende borgere. Der undersøges derfor forskellige i tiltage for at tilbyde næsten døgnåbne fitness- og wellness-tjenester. Dette vil gøre det nemmere for brugerne at finde tid til træning og velvære i en travl hverdag.
Planerne inkluderer derudover udvidelse af det udendørs wellness-område med flere temperaturregulerede bade, opvarmet af solenergi. Dette tiltag vil ikke kun tiltrække flere turister i sommersæsonen, men også understøtte engagementet i bæredygtighed. De nye initiativer implementeres med fokus på bæredygtig arkitektur, konstruktion og energioptimering.
For at sikre en harmonisk integration af de nye initiativer anvendes midler fra COASTOUR projektet til at udvikle arkitekttegninger og præsentationsmaterialer. Disse materialer vil fremhæve fokus på bæredygtighed, sundhed og energibesparelser.
Direktør Jeppe Jacobsen, som er en del af CEC Sustainable Leaders med et særligt fokus på bæredygtighed, udtaler:
"Med vores deltagelse i COASTOUR-projektet ønsker vi at dele vores bæredygtige initiativer og de økonomiske besparelser, vi har opnået. Formålet er at inspirere andre til at implementere lignende tiltag og nyde de positive resultater. Det er min overbevisning at denne tilgang er afgørende for at løse udfordringer som klimaindsats, bevarelse af biodiversitet og dermed bidrage til en mere bæredygtig planet."
Inden længe lanceres 2. runde af COASTOUR kaldet, så hold øje med vores kanaler, hvor vi snart løfter sløret for den nye ansøgningsrunde.
Fakta
NordDanmarks EU-Kontor er koordinator i EU-projektet COASTOUR, hvor Dansk Kyst- og Naturturisme i Aabybro sammen med partnere i Portugal, Slovenien, Litauen og Italien, sætter fokus på grøn omstilling hos turismevirksomheder i landdistriktsområder.
I projektet er der afsat midler til, at små og mellemstore turismevirksomheder med bæredygtighedsambitioner kan få støtte til deres grønne og digitale løsninger. I praksis foregår det ved, at virksomhederne ansøger om en ”bæredygtighedsvoucher” på op til 9000 EUR per virksomhed.
I alt er der indtil videre uddelt 42 vouchers til turismevirksomheder i partnerlandene, hvoraf de 11 vouchers er uddelt i Danmark.
Yderligere information:
Kontakt Senior projektleder Aija Konisevska Azadi via aka@ndeu.dk eller tlf. 5010 3852.
Foto: Sæby Svømmebad.
AIJA KONISEVSKA AZADI
SENIOR PROJEKTLEDER