Af Thomas Stevn Kruse, kommunikationsansvarlig
For en mand som dyrker innovation og udvikling, som andre dyrker fodbold eller litteratur, så står verden sjældent stille. Måske derfor er Jens Christian Winther nu endt i direktørstolen. Men hvem er den nye direktør egentlig? Og hvad har tyske bilmærker med noget at gøre? Fortsæt læsningen og kom en anelse tættere på manden, der greb taktstokken på NordDanmarks EU-Kontor.
CV’et uden ende
Spørger du Jens Christian om, hvad han tidligere har lavet, følger en dyb vejrtrækning og en kort tilløbspause.
”Jamen, jeg har været i adskillige virksomheder, både som medarbejder, leder og direktør. Og så har jeg haft en masse iværksættereventyr”, ridser han kort op.
Det underspillede svar gør på ingen måde CV’et ret. For som det karakteristiske gråsprængte hår kan vidne om, har han prøvet lidt af hvert. CV’et er derfor efterhånden på længde med et barns ønskeliste til jul.
Blandt andet har han været medejer af 14 virksomheder, 5-6 af dem som medstifter, hvor han har været med til at skabe trecifrede millionomsætninger i virksomheder i tiden efter liberaliseringen af teleindustrien.
Han er dog ikke, hvad du vil kalde en IT-nørd. Ja, han kan programmere, men hans force og ophavet til hele hans karriere findes i evnen til at spotte potentialer og gøre dem til virkelighed.
Øjnene bliver derfor en smule større, og mundvigene trækker mod ørene, når snakken falder på udvikling. For uanset om det har været i små start-ups eller i etablerede internationale virksomheder, så har Jens Christian været drevet af udvikling – både af virksomheder og af mennesker.
”Innovation og udvikling, specielt inden for det teknologiske område, er lidt et slags brændstof for mig. Det her med at tilpasse sig til verden i morgen, tage bestik af, hvad der kommer til at ske, og spørge sig selv, hvordan er vi beredte på det, det åbner rigtig mange spændende døre – også på et personligt plan. Udvikling i virksomheder handler i lige så høj grad om at flytte nogle mennesker, som det handler om at flytte virksomheden”, fortæller han.
Skabertrang ud til fingerspidserne
Siden Jens Christian trådte ind ad døren hos EU-kontoret, har han som International Projektudvikler hjulpet nordjyske virksomheder tættere på at realisere deres internationale ambitioner og indfri deres potentiale igennem EU-støtte.
”Jeg har lidt svært ved at slippe en virksomhed, hvis jeg kan se, at der virkelig er noget potentiale at komme efter. Så jeg gør rigtig meget ud af modningsprocessen, hvor folk bliver tunet ind på det her udviklings-mindset”, fortæller han, velvidende, at udvikling for mange kan virke uoverskueligt. Men han ved også, at det ikke kommer af sig selv.
”De virksomheder, EU-Kontoret har kontakt til skal ud på en rejse, og vi skal hjælpe dem med at rigge båden, inden den sættes i vandet. For mange kan det være en overvældende rejse, for pludselig kan de stå med 18 mio. kr. i hånden, som de skal omsætte til udvikling i deres. Derfor er det vigtigt, at ledelsen vil udviklingen, og at det ikke bliver trukket ned over hovederne på folk”, siger han.
What’s next?
Med så stort fokus på udvikling og fremtidsnak, er det nærliggende at spørge; hvad så nu for NordDanmarks EU-Kontor og den konstituerede direktør?
For selvom ordet konstituering måske smager af en halvlunken overgangsperiode, har Jens Christian ikke tænkt sig at skrue ned for blusset.
”Vi står med et stærkt organisatorisk setup på EU-kontoret lige nu – både i Aalborg og i Bruxelles. Vi har enormt dygtige specialister inden for nogle områder, hvor Nordjylland virkelig har sine styrker”, fortæller Jens Christian og fremhæver sundhedsinnovation, den blå økonomi, digitalisering, uddannelse og ikke mindst den grønne omstilling som eksempler og uddyber:
”EU har et enormt grønt fokus for tiden, og det skal vi selvfølgelig udnytte til gavn for Nordjylland og resten af Danmark. Nordjylland skal blive endnu bedre til at tage bestik af strømningerne fra EU, og EU-kontoret kommer til at spille en afgørende rolle i det arbejde”.
En mand med en mission
Med Jens Christians historik er det ikke underligt, at virksomhederne står ham nært. Men som direktør for NordDanmarks EU-Kontor kommer han i lige så høj grad til at have fokus på de offentlige aktørers muligheder i EU-systemet – en Pandoras æske, som de endnu ikke har åbnet helt, som han kalder det. Derfor vil han særligt bruge sin tid i direktørstolen på at styrke koblingen mellem EU-kontoret og de offentlige aktører i Nordjylland.
”Virksomheder er på mange måder naturligt drevne til at kigge mod nye horisonter, såsom EU-funding, når det kommer til finansiering. Der er ikke helt samme kultur i offentlige organisationer – endnu. Det skal vi blive bedre til at sætte i spil. De vil opleve, at der er så meget at hente i form af økonomisk støtte, internationale samarbejder og videnudveksling. Lægger man tiden og ressourcerne i det, kan udbyttet altså komme tifoldigt igen”, fortæller han og fortsætter: ”Det kræver dog man er villig til at se det som en investering, hvor gevinsten først kommer efter et stykke tid”.
Og så kom vi til delen om de tyske bilmærker. Som klichéen lyder, så plejer udviklingen at gå i stå, når chefen har fået sin BMW. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, hvis du spørger Jens Christian, der har udlevet BMW-drømmen. Han kan ikke lade tankerne om morgendagen ligge.
”Skyd efter månen, så er du sikker på at ende blandt stjernerne”, siger han.