Virksomheden Oh So Quiet er en af 11 danske turismevirksomheder, der har modtaget støtte fra EU-projektet COASTOUR.
NordDanmarks EU-Kontor er koordinator i EU-projektet COASTOUR, hvor Dansk Kyst- og Naturturisme i Aabybro sammen med partnere i Portugal, Slovenien, Litauen og Italien, sætter fokus på grøn omstilling hos turismevirksomheder i landdistriktsområder.
I projektet er der afsat midler til, at små og mellemstore turismevirksomheder med bæredygtighedsambitioner kan få støtte til deres grønne og digitale løsninger. I praksis foregår det ved, at virksomhederne ansøger om en ”bæredygtighedsvoucher” på op til 9000 EUR per virksomhed.
I alt er der indtil videre uddelt 42 vouchers til turismevirksomheder i partnerlandene, hvoraf de 11 vouchers er uddelt i Danmark.
Oh So Quiet
Oh So Quiet har siden 2020 arrangeret vandreture, hvor gæsterne vandrer på egen hånd fra ’sommerhus til sommerhus’ eller fra ’hotel til hotel’ i naturskønne områder i Danmark. Virksomheden sørger for alt det praktiske i form af ruter, måltider og overnatning, så rygsækken ikke bliver for tung og gæsterne kan nyde turen fuldt ud.
Oh So Quiet ønsker at sætte fokus på, hvad man kan gøre for at sætte et positivt aftryk på den natur som gæsterne vandrer i, så man styrker biodiversiteten.
Virksomheden har udarbejdet en bæredygtighedsstrategi, og de 9000 EUR, som virksomheden har fået i støtte fra COASTOUR projektet skal bl.a. bruges til at udvikle en regenerativ strategi- og handlingsplan, samt teste forskellige idéer i samarbejde med en konsulent. Derudover vil midlerne blive brugt til kompetenceudvikling inden for bæredygtig turismeudvikling.
Et eksempel på en regenerativ handling kan være at give gæsterne mulighed for at plante pil på afmærkede steder på deres vandrerute og være med til at skabe mere artsrigdom.
Målet er at udvikle et generisk koncept, der informerer, engagerer og aktiverer Oh So Quiet’s vandregæster til at yde en positiv indsats for naturen, samt at blive dansk markedsleder inden for bæredygtig vandreturisme inden for fem år.
- COASTOUR projektet er med til at udvikle branchen i en bæredygtig retning, og det synes jeg er rigtig godt. Selvfølgelig sker der allerede meget inden for turismebranchen, men der er ingen tvivl om, at det er sådan nogle midler her, der er med til at flytte nogle ting. Det er en branche præget af mange små og mellemstore virksomheder, og det er jo typisk ikke dem, der har økonomien til at gå forrest i forhold til udviklingen, så her kan dedikerede udviklingsmidler gøre en stor forskel, fortæller iværksætter og indehaver Pia Stigaard Skammelsen fra Oh So Quiet.
Inden længe lanceres 2. runde af COASTOUR kaldet, så hold øje med vores kanaler, hvor vi snart løfter sløret for den nye ansøgningsrunde.
Yderligere information:
Kontakt Senior projektleder Aija Konisevska Azadi via aka@ndeu.dk eller tlf. 5010 3852.
Foto: Oh So Quiet.
AIJA KONISEVSKA AZADI
SENIOR PROJEKTLEDER