NordDanmarks EU-Kontor varetager den danske koordination af Enterprise Europe Network, som er verdens største erhvervssupportnetværk for små og mellemstore virksomheder med internationale ambitioner. Mere end 40 lande er medlem af netværket, der er etableret af Europa-Kommissionen i 2008, og flere end 450 partnerorganisationer står klar til at hjælpe.
Enterprise Europe Network hjælper små og mellemstore virksomheder, klynger, netværksorganisationer, samt videns – og uddannelsesinstitutioner med internationalisering og funding gennem personlig vejledning, sparring på innovation og adgang til internationale samarbejdspartnere – helt uden beregning.
Netværket administrerer Europas største online database med internationale forretningsmuligheder, hvor man kan få adgang til en bred vifte af tilbud om og efterspørgsler efter produkter, projekter eller teknologier i og uden for Europa.
PACIFIC NORTH FIK MATCH MED PRODUCENT
Startup virksomheden Pacific North fra Aalborg har udviklet en innovativ svømmevest til vandsportsudøvere, men manglede en producent.
De ledte efter en leverandør af materialer og sparring til at færdigudvikle produktet og kontaktede i den forbindelse Enterprise Europe Network. Via netværkets online database blev der udarbejdet en partnersøgning, som i 2023 førte til en aftale med en svensk-britisk partner, der både kan hjælpe med produktudvikling og produktion af redningsvestene, når de er klar.
– Samarbejdet med Enterprise Europe Network har betydet, at vi har fundet en producent, og at vi er gået fra at være en fed idé til at være et konkret produkt, som rent faktisk havner på markedet, fortæller Stefan Dybro, direktør i Pacific North.
Lige nu samarbejdes der med netværket omkring fundingmuligheder, samt at finde relevante internationale forhandlere.
Yderligere information:
Kontakt International projektkonsulent Maria Sofie Juhl via msj@ndeu.dk eller tlf. 6188 0018.
Fotobyline: Pacific North.
ET ERASMUS+ PROJEKT BLEV TIL TRE
Consufé er en lille dansk virksomhed, der arbejder med træning og rådgivning inden for kreativ tænkning som en tilgang til at transformere uddannelse. Målet er at støtte uddannelsesinstitutioner i processen med konstant at lære og genopfinde sig selv for at reagere på udfordringerne i dagens samfund. Virksomheden bruger teorier, metoder og værktøjer, der fremmer fantasi, samarbejde, nysgerrighed, kritisk tænkning, problemløsning og åbenhed.
Enterprise Europe Network er løbende i dialog med Consufé og har tidligere hjulpet virksomheden med i et projekt, hvor en italiensk partner søgte samarbejdspartnere til et mindre Erasmus+ projekt. På baggrund af den positive erfaring fik Consufé mod på selv at søge Erasmus+ funding i 2022 og i denne forbindelse støttede Enterprise Europe Network i forhold til projektkrav, partnerregistrering i EU-portal, samt løbende sparring på ansøgningen.
Efterfølgende brugte Consufé også Enterprise Europe Network til at skabe et nyt større Erasmus+ projekt med syv andre partnere fra Danmark, Rwanda og Grækenland, hvoraf én af dem var en partner fra deres første Erasmus+ projekt. Netværket hjalp desuden med støtte til projektkrav, validering af partner mv. Consufé har i alt modtaget 675.000 kr. i støtte fra Erasmus+ projekterne.
– Hjælpen betyder meget. For det første bare til at finde ud af at navigere i denne store verden af EU-fonde. Der er så mange programmer og det er svært for en nybegynder at forstå al denne grammatik. Du har mange muligheder, men så er du nødt til at sige okay, hvilken mulighed er god for dig. Da jeg ansøgte som koordinator, hjalp Enterprise Europe Network mig virkelig med ligesom at sige, det er disse ting, du skal tage i betragtning – du skal også have disse juridiske dokumenter, du skal have alle disse ting på plads og så videre. Så det var også en stor hjælp – en form for mentorskab, fortæller Heillyn Camacho, forsker og medstifter af Consufé.
Yderligere information:
Kontakt Senior projektleder Aija Konisevska Azadi via aka@ndeu.dk eller tlf. 5010 3852.
Fotobyline: Consufé.