MyDefence Communication har med hjælp fra NordDanmarks EU-kontor opnået støtte fra EU’s Horizon 2020-program til test og markedsmodning af et system, som kan forhindre besøg af droner med illegale formål.
Droner er et innovativt værktøj, som anvendes til transport af fx et kamera, der kan tage luftfotos. Og droner spås en stor fremtid med hensyn til transport af andre objekter. Men droner kan desværre også anvendes til illegitime formål. I Irak har Islamisk Stat anvendt droner med sprængstoffer på slagmarken. Og i Danmark har vi allerede set eksempler på forsøg på at indsmugle effekter til indsatte i fængsler. Senest har PET advaret mod, at droner i princippet vil kunne anvendes til simple terror-angreb også i Danmark. Foranstaltninger, der kan modvirke illegal brug af droner, er derfor efterspurgte. Og den type modforanstaltninger har den danske virksomhed MyDefence Communication specialiseret sig i at udvikle. Med en sådan succes, at systemerne er blevet præsenteret for NATO og vil blive parret med drone-løsninger hos Lockheed Martins.
Senest har MyDefence opnået støtte fra EU’s Horizon 2020 program til fremme af forskning og innovation. Støtten er givet til test af systemerne i 2 fængsler og på 2 stadions – i henholdsvis Danmark og England.
– Vi ser frem til at demonstrere vores system i brug i større skala. Teknologien er på plads, men med EU-projektet får vi lejlighed til at optimere og markedsmodne det, fortæller CEO i MyDefence Communication, Christian Steinø.