International hjælp lige ved hånden

Enterprise Europe Network er et af de store projekter, som NordDanmarks EU-Kontor er en del af. Projektet viser, at ved at bruge funding fra EU, er vi i stand til at booste vores aktiviteteter. Netværket hjælper små og mellemstore virksomheder med international vækst og innovation og er verdens største erhvervsfremmenetværk for små- og mellemstore virksomheder med 600 kontorer i mere end 60 lande.

Med hjælp fra Enterprise Europe Network kan små og mellemstore virksomheder, klynger, netværksorganisationer og videns – og uddannelsesinstitutioner få gratis hjælp til at finde nye projekter eller nye samarbejdspartnere i udlandet – både i forhold til kommercielt, projektrelateret eller teknologisk samarbejde.

Det kan fx ske igennem Enterprise Europe Networks unikke partnersøgningsdatabase eller i forbindelse med internationale matchmaking- og brancheevents.

FORHANDLERTUR TIL POLEN SIKREDE NY AGENT
Limitech, M-Kids og Nordic by Hand deltog i eventet Open To Scandinavia i efteråret 2022 i Olsztyn i Polen, arrangeret af den lokale Enterprise Europe Network partner i Polen. Her havde 12 danske virksomheder mulighed for at deltage gratis i turen med henblik på at møde nye potentielle samarbejdspartnere. 

Ib Neustrup, salgs- og marketingdirektør i Limitech, der laver maskiner til den professionelle fødevareindustri, fortæller om turen:

– “Vi var i Polen sammen med Enterprise Europe Network og ud af den tur fik vi en agent på det polske marked, som vi i dag arbejder med og vi har flere agenter i spil. Vi kan varmt anbefale turen til andre danske samarbejdspartnere eller producenter, som kan tage turen til Polen eller et andet sted sammen med Enterprise Europe Network. Vi har fået rigtig meget ud af det.”

UDVIKLING AF NYE INNOVATIVE OG DIGITALE OPLEVELSER TIL BØRNEHAVEBØRN
Enterprise Europe Network konsulenterne hos NordDanmarks EU-Kontor kan ved hjælp af det omfattende netværk kontakte kollegaer i mere end 60 lande, der gør det muligt at finde det helt rigtige match til en forespørgsel, at få indsigt i markedsinformation eller specifik information om krav og standarder i andre lande og meget mere.

Via netværket kan NordDanmarks EU-Kontor også tilbyde virksomheder hjælp til et innovationstjek, digitaliseringseftersyn eller hjælp til grøn omstilling, samt vejledning om fundingmuligheder. Alt sammen skræddersyet til den individuelle aktørs behov.

Det danske teater, Limfjordsteatret, som har afdelinger på Mors og i Thy, har indgået et projektsamarbejde med det italienske teater Kyber Teatro, hvor de sammen skal udarbejde nye digitale oplevelsesrum for børnehavebørn. Samarbejdet er kommet i stand med hjælp fra Enterprise Europe Network konsulenterne hos NordDanmarks EU-Kontor og midler fra EU-programmet Erasmus+.

Netværket hjalp både det danske og italienske teater i forbindelse med forskellige online møder og fælles forberedelse af ansøgningen til Erasmus+ programmet.

– “Samarbejdet med Enterprise Europe Network har betydet alt. Vi har fået hjælp til både de store og små spørgsmål i forhold til ansøgningsskemaer, hvad man skal være opmærksom på osv. og vi var ikke nået i mål med projektet, hvis vi ikke havde haft så tæt et samarbejde. Det er fantastisk at have hjælpen lige ved hånden, når man har brug for det”, fortæller Charlotte Olling Rebsdorf, teaterformidler og projektudvikler på Limfjordsteatret.

FORMÅL
At skabe vækst, innovation og internationale muligheder for SMV’er.

PROGRAM
Single Market Programme. Netværket er støttet af Europa-Kommissionen, Uddannelses – og Forskningsstyrelsen og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

BELØB
31 mio. kr.

PROJEKTFORLØB
2022 – 2025

PARTNERE
NordDanmarks EU-Kontor, Food & Bio Cluster Denmark, Erhvervshus Hovedstaden, Erhvervshus Midtjylland, Erhvervshus Sjælland og Det Syddanske EU-Kontor.

NDEU’S BIDRAG
NordDanmarks EU-Kontor har koordinatorrollen for Enterprise Europe Network i Danmark. Kontoret har derudover EEN’s Forpersonspost, Forpersonsposten i EEN’s maritime gruppe og Næstformandsposten i turismegruppen. Dette giver gode og tæt netværk langt ind i Kommissionen.