Behandlingsrådet med i fælles-europæisk netværk med hjælp fra NordDanmarks EU-kontor

Image

I samarbejde med Norddanmarks EU-kontor er Behandlingsrådet kommet i kontakt med den europæiske netværksorganisation EUnetHTA21.

Behandlingsrådet engagerer sig direkte i det europæiske samarbejde med at anbefale sundhedsteknologier til sundhedsvæsnet. I den europæiske netværksorganisation EUnetHTA21 bliver der samarbejdet om guidelines, metodeudvikling og implementering af den nye europæiske Health Technology Assesment (HTA) forordning. Her har Behandlingsrådets direktør Malene Møller Nielsen takket ja til at tage plads i konsortiets bestyrelse. Behandlingsrådet fortæller:

”I Danmark udarbejder Behandlingsrådet allerede HTA’er på medicinsk udstyr og anbefaler brugen af sundhedsteknologier til det danske sundhedsvæsen. Vi har derfor en naturlig interesse i at blive klogere på det snarlige fælleseuropæiske arbejde og ønsker at forberede os bedst muligt på dagen, hvor forordningen forventes implementeret. Med vores medlemskab (..) får vi muligheden for at sidde på første række og bidrage med vores viden og erfaringer til det forberedende arbejde, som skal understøtte det fælleseuropæiske HTA-arbejde.” 

Behandlingsrådet understøtter, at der sker en større anvendelse af omkostningseffektive løsninger i sundhedsvæsenet gennem anbefalinger, målrettet regioner og hospitaler, men som også kan anvendes af andre aktører i sundhedsvæsenet. Behandlingsrådet er oprettet af Danske Regioner og har kontor på NOVI i Aalborg. 

Ønsker du at vide mere om, hvad vi kan gøre for din organisation eller virksomhed på sundhedsområdet, kan du kontakte Jens Christian Winther på mbp@ndeu.dk.