Af Jens Christian Winther, International projektudvikler hos NordDanmarks EU-kontor
Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 8. september 2020
Hvem drømmer ikke om at vinde 10 mio kroner? Mon ikke de fleste af os har fantaseret om, hvad vi vil bruge pengene på, hvis vi vandt 10 mio kroner i Lotto? Men alligevel ved de færreste, hvad de præcist skal stille op med pengene, den dag de står med den store gevinst. Det går ikke, hvis man vil ”vinde” 10 mio kroner i EU-støtte til udvikling af en ide i sin virksomhed. Her er man nødt til at have en præcis plan for, hvordan man vil bruge midlerne. Til gengæld er chancen for at få beløbet, hvis ideen er god, mange gange større end at trække den store gevinst i Lotto.
Min hverdag består i at hjælpe mindre og mellemstore virksomheder med at få så meget struktur på deres gode ideer, at de kan opnå udviklingsstøtte fra EU og andre donorer. De fleste virksomhedsejere har ideer til nye produkter liggende i skuffen – eller i baghovedet. Men som regel æder den daglige drift sig ind på kalenderen time for time, og først ud på aftenen bliver der tid til at tænke på nye tiltag. På den måde får mange gode ideer lov til at leve en skyggetilværelse uden nogensinde – eller for sent – at blive klædt på til at stå sin prøve i det virkelige liv. Som tidligere serie-iværksætter kender jeg kun alt for godt til udfordringen med at balancere drift og udvikling.
Men sæt dig tilbage i stolen og overvej, hvad 10 mio kroner kunne gøre ved udviklingen af din virksomhed? Kunne det være det skub, der skal til, for at du udvikler et nyt produkt eller afprøver et nyt marked? Måske er det netop nu, hvor Corona-krisen tvinger os til at se med nye øjne på forretningen, at innovative tiltag skal prioriteres og hengemte ideer tages frem – eller nye udvikles.
Hvis du sætter tid og ressourcer af til at modne dine gode ideer, så kan der være forretningsmæssig medvind at hente til at få dem realiseret i form af medfinansiering og andre former for støtte. En af øvelserne består i at vise, præcist hvordan du vil håndtere midlerne, så donorerne kan se, at pengene bliver brugt hensigtsmæssigt. I mange små virksomheder er man super-dygtige til at drive en sund produktion, men mangler måske det nødvendige til at omsætte den gode ide til et gennemførbart projekt. Det vigtigste er imidlertid, at man er fast besluttet på at udvikle sin virksomhed, og at man allerede har en god ide, der kan omsættes til et konkret projekt. Som projektudvikler hjælper jeg hver dag virksomheder med den proces – men også med at give sparring på virksomhedens innovation.
For allerbedst er det naturligvis, når innovation integreres i selve forretningsudviklingen og indlejres i virksomhedens DNA. Det øger muligheden for kontinuerligt at udvikle virksomheden og gøre den mere modstandsdygtig – men også for at kvalificere den til at opnå udviklingsstøtte. EU har stor interesse i at støtte udvikling af innovative produkter og har sat mange penge af til formålet. Ikke mindst fordi det har vist sig, at størstedelen af de virksomheder, der får støtte til udvikling, efterfølgende vokser på antallet af medarbejdere, tjener væsentlig flere penge og får skabt et innovativt beredskab til at udvikle sig yderligere. Den første ”gevinst” på 10 mio kroner kan derfor over tid lede til et langt større afkast.