HAR DU BRUG FOR EN PARTNER? VI KAN MÅSKE SKAFFE EN
Mange virksomheder leder efter samarbejdspartnere i andre lande. Men hvordan griber man det an? Man kan begynde med at hente hjælp hos Enterprise Europe Network, som er et netværk af erhvervsfremmeaktører for små og mellemstore virksomheder. NordDanmarks EU-kontor fortsætter som koordinator for netværket i Danmark.

Står man og mangler en underleverandør i et andet land, eller en samarbejdspartner til et forretningskoncept eller udviklingsprojekt, så kan det som mindre virksomhed være vanskeligt at afgøre, hvordan man finder den rigtige nål i den rigtige høstak. Ofte har man ikke det netværk og de ressourcer, der skal til. Her kan Enterprise Europe Netværk (EEN) vise sig at være et nyttigt redskab – herunder den hjælp, som EU-kontoret vederlagsfrit kan stille til rådighed.

Adgang til 600 partnerorganisationer i 60 lande

Enterprise Europe Network er et globalt netværk af erhvervsfremmeaktører, som har fokus på at hjælpe ambitiøse små og mellemstore virksomheder og
vidensinstitutioner med international vækst og innovation. Flere end 60 lande er medlem af netværket, der er etableret af Europa-Kommissionen, og flere end 600 partnerorganisationer står klar til at hjælpe, hvoraf NordDanmarks EU-kontor er den ene.

Konsulenterne hos NordDanmarks EU-kontor kan for eksempel søge i databaser efter partnere i andre lande til danske virksomheder eller række ud til kolleger i det globale netværk for hjælp til at finde det rigtige match. Enterprise Europe Network arrangerer desuden matchmaking-events, som EU-kontoret kan invitere danske virksomheder med til.

Som en del af værktøjskassen, der skal understøtte virksomhedernes internationalisering og innovation, er også digitaliserings- eller bæredygtigheds-workshops. Her kan den enkelte virksomhed få udviklet en handlingsplan, der identificerer op til 3 unikke områder, virksomheden skal arbejde på for at stå bedre i konkurrencen på det internationale marked.

Fandt samarbejdspartnere i østeuropa

Ofte fører indsatsen til, at danske virksomheder kommer i kontakt med interessante virksomheder, universiteter eller offentlige aktører i udlandet, og det kan lede til etableringen af et samarbejde. i 2021 skete det for eksempel for Nordjysk Palleservice, der gennem EEN har fundet flere østeuropæiske leverandører af paller, og for kursusvirksomheden NLP Aalborg, der via EEN fandt både en fransk skole og en Litauisk Virtual Reality teknologi virksomhed til en succesfuld projektansøgning.

Enterprise Europe Network har eksisteret i 14 år. Hvert syvende år beslutter EU, hvilke organisationer, der skal have midler til at tilbyde service inden for netværket. I Danmark er netværket igen blevet godkendt for perioden frem til 2025 med en total bevilling på 31 millioner kr. NordDanmarks EU-kontor står igen i spidsen for det danske netværk – en post, EU-kontoret har bestredet siden 2018.

I 2020-2021 har Enterprise Europe Network i Danmark sikret en øget omsætning hos danske virksomheder på knap 88 millioner kr.

NordDanmarks EU-kontor lykkedes i 2021 med at sikre opbakning til, at EU-kontoret også i den nye finansieringsperiode frem til 2025 skal stå i spidsen for og koordinere den danske del af Enterprise Europe Network.