BÆREDYGTIGHED
I SKOLEKØKKENET


Lokale råvarer, økologi, flere grøntsager og mindre madspild. Det er nogle af de ingredienser, som skal fylde mere i madkundskab på Klarup Skole i Aalborg i de næste tre år. Skolen har sammen med restauranten Alimentum og Aalborg Kommune fået midler fra EU til et projekt sammen med skoler fra Slovenien og Spanien.

Spisevaner, der er sunde både for den enkelte og for klimaet - det er noget, som EU-Kommissionen har fokus på og støtter gennem forskellige programmer. Samtidig ser man gerne, at flere kvinder søger ind i kokkefaget og reducerer den kønsmæssige skævhed, som i dag præger branchen - ikke mindst på køkkenchef-niveau.

– Mange unge interesserer sig for madlavning, og faktisk er madkundskab et af de mest populære valgfag hos os på 7. og 8. klassetrin, fortæller Astrid Witt, der er afdelingsleder for mellemtrinnet på Klarup Skole og skolens tovholder på projektet Gastro & Sustain.
Og det er ikke nødvendigvis pizzaer og spaghetti med kødsauce, som de unge foretrækker. Mange af dem har stærke holdninger til fødevarernes oprindelse, og en del er vegetarer eller veganere, fortæller Astrid.

En øget bevidsthed om fødevarer går hånd i hånd med det fokus på en mere bæredygtig madkultur, som EU-Kommissionen ønsker at fremme gennem programmer som Farm to Fork og European Green Deal.

Fødevarers indflydelse på klimaet indgår tilmed i de 17 Verdensmål, som FN har lanceret med henblik på at skabe en mere bæredygtig verden inden 2030.
I projektet Gastro & Sustain skal elever fra Klarup Skole i de næste tre år lære om, hvordan man bedre udnytter lokale råvarer, hvordan man reducerer madspild, og hvordan man i det hele taget tænker øget bæredygtighed ind i sin madlavning. Det kommer til at ske i tæt samarbejde med den aalborgensiske restaurant Alimentum, der har bæredygtighed som et vigtigt fokus.

– Vi henter mange af vores råvarer fra en nærliggende gård, som vi er samarbejdspartnere med. Her dyrker vi 100% økologiske grøntsager og opdrætter vores egne grise, høns og lidt kvæg, fortæller Simon Kvist Bjerre, der efter mange år som restaurantchef etablerede Alimentum sammen med Søren Birch i starten af 2019.

Interessen for kokkefaget skal styrkes

Alimentum har ikke kun fokus på bæredygtighed, når det gælder råvarer. Arbejdsvilkårene i restauranten skal også være bæredygtige i den forstand, at medarbejderne har rimelige arbejdstider i form af korte arbejdsuger og et godt arbejdsmiljø, fortæller Simon.

For på trods af, at en del børn og unge interesserer sig for madlavning, så er der ikke mange, som vælger en uddannelse inden for faget. Der er mangel på kokke og tjenere – og ikke mindst kvindelige køkkenchefer. Det kan hænge sammen med, at arbejdstiderne kan være svære at kombinere med et familieliv.

Manglen på kokke kan true den succes, som det danske og nordiske køkken oplever i disse år – også derfor er det vigtigt at gøre flere unge interesserede i at forfølge en karriere inden for faget.

– Vi vil gerne kombinere det at gøre kokkeuddannelsen interessant for flere unge med undervisning i bæredygtighed i folkeskolen. Samtidig får eleverne mulighed for at lære andre kulturer at kende, idet de skal besøge jævnaldrende klasser i Spanien og Slovenien i løbet af de tre år, fortæller Lisbeth Eeg, der er projektleder i Aalborg Kommune og sammen med en kollega har taget initiativ til at etablere projektet Gastro & Sustain.

FORMÅL
At øge interessen for kokkefaget og køkkenchefuddannelsen hos elever på mellemtrinet med 30%.
At øge viden om bæredygtigt potentiale hos restauranter og i elevers private hjem med 40%.
At fokusere på ulighed blandt kønnene i kokkebranchen.

PROGRAM
Erasmus+

BELØB
2.643.000 DKK
Projektforløb
1.12.2021 til 31.11.2024

PARTNERE
Aalborg Kommune (Danmark), Klarup Skole (Danmark), Alimentum (Danmark), Primary school Trebnje (Slovenien), GRM Novo Mesto (Slovenien) og I.E.S Pablo Sarasate (Spanien).

NDEU’S BIDRAG
NDEU har hjulpet de danske projektpartnere med at finde partnere i udlandet og har givet sparring på udarbejdelsen af ansøgningen.