PowerCon henter igen EU-mio til grøn løsning
PowerConSom mindre virksomhed med hænder og hoveder travlt optaget af den daglige drift kan det være svært at følge med i, hvilke muligheder der opstår for at hente midler fra de mange puljer, som er til rådighed i EU-programmerne. Derfor var det velkomment, da NordDanmarks EU-kontor, som løbende holder øje med puljer og programmer, spottede en maritim pulje, der kunne være interessant for PowerCon, og i dette tilfælde gav oplysningen videre til virksomheden gennem Mariagerfjord Erhvervsråd.
En ansøgning til Blue Economy SME Window-puljen blev udarbejdet under vejledning fra NordDanmarks EU-kontor, og i oktober 2020 fik PowerCon den godkendelse, som satte dem i stand til at begynde udviklingen af et landstrømsanlæg til containerskibe. Ligesom det forrige anlæg til krydstogtskibe vil det nedbringe luftforureningen fra skibe betragteligt, når de ligger i havn, fordi skibene ved at tilslutte sig anlægget ikke behøver at hente strøm fra egen generator. Der er hos mange europæiske havne fokus på grøn omstilling, herunder efterspørgsel på løsninger, der kan nedbringe lokal luftforurening i forbindelse med anløbene. Og hos rederierne er der også kommet et markant øget fokus på at nedbringe CO2-belastningen i forbindelse med driften.
Det første landstrømsanlæg blev etableret i norske Kristiansand, og siden har PowerCon solgt 3 anlæg til Bergen og 2 til Rostock. Omsætningen i Hadsund-virksomheden er mere end fordoblet, og antallet af medarbejdere er på to år steget fra 25 til 55. Med det nye anlæg til containerskibe forventer virksomheden yderligere vækst i omsætning og antallet af arbejdspladser.