PowerCon: Fra vindenergi til vinder-energi

I 2016 rådgav EU-kontoret PowerCon om at søge EU-midler. Virksomheden endte med at tage 18 millioner kroner hjem i støtte til et projekt, som mindsker forureningen fra krydstogtskibe. Det er nemlig en løsning, som alle vinder på.

I Hadsund ligger PowerCon A/S, som producerer prototyper af frekvensomformere til vindmøller. I 2016 fik virksomheden 18 millioner kroner i støtte fra EU til at teste en miljøvenlig strømforsyning til krydstogtskibe. PowerCon har nemlig udviklet en landstrømforsyning, så skibene kan koble sig til det lokale el-net, når de ligger i havn. På den måde behøver skibene ikke at bruge deres forbrændingsmotorer. Det betyder, at de forurener og larmer meget mindre. EU støtter projektet, fordi PowerCon har udviklet et produkt, som både har kommercielt potentiale og samfundsmæssig nytteværdi. I løbet af projektet har NordDanmarks EU-kontor været en afgørende samarbejdspartner. Det kan være en lang proces at søge EU-midler, og det kræver viden om, hvordan man tilgår EU’s puljer. Det har EU-kontoret rådgivet PowerCon om.

PowerCon har nu mulighed for at udvikle sig fra at være en ingeniørvirksomhed, der leverer designopgaver og produkter til andre virksomheder, til at blive en virksomhed med udvikling og salg af egne produkter” udtaler Peter Castberg Knudsen,  Partner i PowerCon.