ULTRAAQUA fandt nye underleverandører i Letland

Image

Efter anbefaling fra NordDanmarks EU-Kontor deltog ULTRAAQUA på en messe for internationale indkøbere i Letland. I foråret 2025 indgik virksomheden leverandøraftaler med to af virksomhederne, de mødte på messen, og har efterfølgende genbesøgt Letland og fundet flere lettiske samarbejdspartnere.  

ULTRAAQUA producerer UV- og ozonbaserede vandbehandlingssystemer til en lang række vandbehandlingsformål.

Med ønsket om at styrke virksomhedens forsyningskæder og finde nye europæiske underleverandører kontaktede Niels van Mourik, Supply Chain Manager hos ULTRAAQUA NordDanmarks EU-Kontor.

Herefter hjalp EU-Kontoret med at udarbejde en partnersøgning via Enterprise Europe Networks online database for at søge efter nye underleverandører af komponenter i rustfrit stål til deres systemer.

INDKØBEREVENT I RIGA FØRTE TIL AFTALER
Efter forslag fra EU-Kontoret deltog Niels van Mourik herefter i et B2B matchmaking event i Riga, som blev afholdt af Enterprise Europe Network i Letland i forbindelse med messen TechIndustry. Her var internationale indkøbere inviteret til at deltage og mødes med lettiske virksomheder inden for bl.a. metalindustrien.

Gennem et samarbejde mellem EU-Kontoret og ULTRAAQUA-teamet lykkedes det den lettiske Enterprise Europe Network partner at identificere og arrangere møder med flere lovende potentielle partnere. Herefter blev der afholdt 4 møder med lettiske virksomheder og nogle måneder senere blev møderne fulgt op af ULTRAAQUA med besøg hos to af de virksomheder, der deltog i matchmakingen.

Som et resultat heraf indledte ULTRAAQUA et samarbejde med to af de lettiske virksomheder og har bestilt de første prototyper. Hvis prototyperne lever op til forventningerne, planlægger ULTRAAQUA at etablere et langsigtet underleverandørforhold med de to virksomheder.

Kombinationen af virksomhedens eget netværk, nye kontakter fra messen og forbindelser etableret gennem NordDanmarks EU-Kontor gjorde, at relationerne hurtigt tog form.

- B2B-møderne på TechIndustry i Riga var meget værdifulde, fordi vi havde konkrete møder med potentielle samarbejdspartnere. Med hjælp til kontakter og forberedelse fik vi hurtigt sat gang i noget, vi ikke selv havde forventet ville udvikle sig så hurtigt – og i dag har vi flere leverandører samlet i samme by i Letland – og det er sket på under et år, fortæller Niels van Mourik.

Efterfølgende deltog ULTRAAQUA i indkøberarrangementet Open to Scandinavia 2025, afholdt af Enterprise Europe Network i Polen, hvor der også blev arrangeret B2B møder med leverandører. Her fik virksomheden også flere relevante kontakter, der nu arbejdes videre med.

FRA STRATEGI TIL SAMARBEJDE I EUROPA
Hos ULTRAAQUA har hjælpen fra EU-Kontoret betyder, at der blev givet et ekstra skub i forhold til virksomhedens strategi med at finde nye europæiske underleverandører.

- Sparringen fra EU-Kontoret var med til at sætte skub i en strategi, vi allerede havde planlagt. Når der kommer nogen udefra og følger op, bliver processen hurtigere, og vi får prioriteret tiden til det i en travl hverdag. Det har været en rigtig god proces for os til at finde de helt rigtige leverandører og så er det tilmed gået virkelig hurtigt.

Virksomheden forventer et øget samarbejde med lettiske virksomheder i fremtiden.

Læs mere om ULTRAAQUA her

OM ENTERPRISE EUROPE NETWORK
Enterprise Europe Network er verdens største erhvervsfremmenetværk med over 580 organisationer i mere end 53 lande. Netværket hjælper små – og mellemstore virksomheder, samt vidensinstitutioner med international vækst og innovation.

Enterprise Europe Network Danmark er støttet af EU-Kommissionen, Uddannelses – og Forskningsstyrelsen og Virksomhedsudvikling Danmark.

PARTNERSKABER OG SOURCING

Enterprise Europe Network hjælper dig, hvis du:

·       Vil deltage i projektkonsortier

·       Mangler partner(e) til et EU-projekter/ansøgninger

·       Vil deltage i Business Missions og Matchmaking

·       Mangler produktion, underleverandører, distributører eller lignende i udlandet

Kontakt os for at høre mere om hvordan vi kan hjælpe din virksomhed.

Du kan læse mere om Enterprise Europe Network her

Foto: Tech Industry.

Maria Juhl Beirholm
International Projektkonsulent

 /mariasofiejuhl
 +45 6188 0018
 msj@ndeu.dk