
NordDanmarks EU-Kontor er koordinator i EU-projektet EENergy med partnere i 9 lande, hvor små og mellemstore virksomheder på tværs af Europa kan søge om op til 75.000 kr. til at forbedre deres energieffektivitet. Projektet er sat i verden for at understøtte den grønne omstilling i danske virksomheder og sikre en bred energieffektivisering på tværs af Europa.
Puljen, der åbnede den 1. februar 2024, er på i alt 9 mio. EUR og uddeles som 900+ tilskud til små og mellemstore virksomheder i hele Europa til at gennemføre investeringer i udstyr, rådgivning eller uddannelse, der vil forbedre deres samlede energiforbrug med mindst 5%. Hver virksomhed kan ansøge om maksimalt 75.000 kr. i tilskud med 100 % finansiering.
EU-KONTORET SAMLEDE EKSPERTER
Projektet er et af Europa-Kommissionens prestigeprojekter, og er en del af ”Prepare for Winter”-pakken, som blev vedtaget i efteråret 2022. Dette blev iværksat for at understøtte omstillingen af EU til vedvarende energi, som følge af den russiske invasion af Ukraine og den deraf følgende energikrise.
Puljen er øremærket til udmøntning via Enterprise Europe Network, hvor NordDanmarks EU-Kontor har stået i spidsen for at samle netværkets ypperste eksperter inden for energieffektivisering omkring ansøgningen.
For at kunne søge tilskuddet, skal man som virksomhed have foretaget en energigennemgang af virksomheden med en af projektets Bæredygtighedskonsulenter. Konsulenterne hjælper med at udforme en skræddersyet handlingsplan for virksomhedens energieffektivitet, og for hvordan energiforbruget kan reduceres, som skal ligge til grund for at søge midlerne.
Det er virksomheden, der afgør, hvilken del af handlingsplanen pengene skal anvendes til at forbedre. Det kan f.eks. være til opsætning af solceller, sensorer, uddannelse af medarbejdere ift. at energioptimere deres adfærd, eller lignende.
MERE ENERGIEFFEKTIVE VIRKSOMHEDER
Ansøgninger, der opfylder kravene udvælges til finansiering efter tilfældighedsprincippet, dvs. alle kvalificerede ansøgere har lige stor chance. Virksomheder der søger, men ikke bliver udtrukket, vil stadigvæk få udarbejdet en handlingsplan ift. energieffektivisering sammen med vores bæredygtighedskonsulenter, og de kan fortsat gøre brug af netværkets services til f.eks. at søge alternative finansieringsmuligheder.
- Når vi arbejder med de nordjyske virksomheder, oplever vi ofte, at virksomhederne har store planer, men begrænset økonomi. EENergy-projektet giver virksomhederne en ret unik mulighed for at søge om økonomisk støtte til at gennemføre forbedringer af energieffektiviteten, samtidig med at de får individuel støtte fra vores Bæredygtighedskonsulenter til at arbejde med de muligheder, der er identificeret i handlingsplanen. Det vil hjælpe virksomheden med at blive mere energieffektiv, uanset om de modtager tilskuddet på 75.000 kr. eller ej”, fortæller Hanne Bregendahl Pihl, Direktør hos NordDanmarks EU-Kontor og koordinator for EENergy-projektet.
I første ansøgningsrunde fik 41 danske virksomheder bevilliget 75.000 kr., hvoraf de 29 virksomheder er fra Nordjylland. Den anden og sidste ansøgningsrunde i projektet er afsluttet og resultaterne forventes offentliggjort i andet kvartal 2025.
Én af de virksomheder, der har modtaget støtte i første ansøgningsrunde, er Brovst Autolakering.
- Strømbanditten hos os var kompressoren – og det er jo hjertet i hele butikken. Den vi havde, var næsten 20 år gammel og kørte hele dagen, så det gav rigtig god mening at kigge på den. Vi fik den nye kompressor i oktober, og sammenligner man med elregningen fra året før, så er der en god besparelse. Vi er rigtig glade for, at vi fik denne mulighed gennem EENergy-projektet, fortæller Henrik Gundersen fra Brovst Autolakering.
EENergy-projektet er støttet af den Europæiske Union under programmet for EU's indre marked. Projektet gennemføres i samarbejde med Enterprise Europe Network, som står i spidsen for at udrulle EENergy.
FORMÅL
Forbedring af små og mellemstore virksomheders energieffektivitet på tværs af Europa.
PROGRAM
Single Market Programme
BELØB
10 millioner EUR – Heraf 1.184.500 kr. til NDEU og derudover minimum 3.075.000 kr. til fordeling til danske virksomheder i form af tilskud på hver 75.000 kr.
PROJEKTFORLØB
Oktober 2023 - April 2026
PARTNERE
NordDanmarks EU-Kontor er projektkoordinator med partnere fra Tyskland, Litauen, Letland, Bulgarien, Italien, Spanien, Frankrig, Tjekkiet og Ukraine.
VORES BIDRAG
NordDanmarks EU-Kontor har stået i spidsen for EENergy ansøgningen og samlet eksperter omkring energieffektivisering. Kontoret koordinerer indsatsen og har herigennem den daglige kontakt med såvel Kommissionen som Verdensbanken, der er ansvarlig for dataindsamlingen fra virksomhederne.
KASKADE FUNDING
Finansieringsformen med puljer til mindre, men konkrete opgaver, til mange virksomheder samtidigt, kaldes kaskade funding og er en finansieringstype EU-kontoret i løbet af 2024 har arbejdet intensivt med.
NordDanmarks EU-Kontor er udover EENergy også koordinator for EU-projektet COASTOUR, hvor Dansk Kyst – og Naturturisme i Aabybro sammen med partnere i Portugal, Slovenien, Litauen og Italiensætter fokus på grøn omstilling hos turismevirksomheder i kyst og udkantsområder. I projektet kunne små- og mellemstore turismevirksomheder med bæredygtighedsambitioner søge op til 67.000 kr. til at gennemføre investeringer i konsulentbistand, rejseudgifter, uddannelse og udstyr til at omstille deres forretning gennem mere bæredygtige turismeprodukter og ydelser. Ved at søge midler som disse står turismevirksomhederne stærkere i forhold til at opnå EU’s grønne certificeringer.
I 2024 har projektet gennemført to ansøgningsrunder, der har resulteret i midler til 19 danske virksomheder hvoraf de 10 er norddanske virksomheder.
Faktaboks:
De norddanske virksomheder, der har modtaget støtte er:
- Hotel Aahøj ApS
- Fonden Sæby Svømmebad
- Oh So Quiet ApS
- Stenbjerg Kro og Krohavens Camping
- Vestevent ApS
- Myrhøj Camping og Løgstør Camping
- Nygårdsminde Vingård
- STRANDET
- Hotel Aurora & Aurora Apartments by Illu Nuan ApS
- Feriecenter Slettestrand A/S
NYGÅRDSMINDE VINGÅRD HAR MODTAGET STØTTE FRA COASTOUR-PROJEKTET
Nygårdsminde Vingård i Brønderslev drives af Gitte og Jan Lunde, der har dyrket økologiske kvalitetsvindruer til fremstilling af vin siden 2010. Alle produkter og vine fra Nygårdsminde Vingård er økologisk certificerede, hvilket de har været siden 2022. Vingården ønsker at lede vejen til en mere bæredygtig vinproduktion i Danmark og samtidig styrke en bæredygtig turismeudvikling.
I august 2024 søgte vingården om at få turismens internationale miljømærke Green Key, som tildeles turismevirksomheder, der gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet og samtidig fremme en bæredygtig turismeudvikling. I efteråret 2024 modtog vingårdens besøgsvirksomhed, der bl.a. har vinsmagninger, Green Key-certifikatet.
Med midlerne fra COASTOUR-projektet ønsker vingården at arbejde mod at opnå miljøcertificeringen EU-Ecolabel. Med både Green Key og EU-Ecolabel certificeringerne er håbet for Nygårdsminde Vingård, at de kan stå stærkere i forhold til den politiske dagsorden om miljøpolitik. Derfor arbejder vingården kontinuerligt med at forbedre deres bæredygtighedsprofil med tiltag såsom affaldssortering, optimering af virksomhedens forbrug og reducering af vand, elektricitet og varme.
- Miljøcertificeringerne kan forhåbentlig hjælpe os med at hæve standarderne for bæredygtighed, hvilket vil gøre en stor forskel for både lokalområdet, vingårdens gæster og miljøet. Certificeringerne vil derudover tilføje vigtig værdi og incitament til at gøre os til en attraktiv mødedestination for bæredygtige møder og events for gæster, der søger miljøvenlige oplevelser. Certificeringerne vil hjælpe med at styrke genkendeligheden af vingården som en bæredygtig virksomhed, fortæller Gitte Lunde, vinfarmer og medejer af Nygårdsminde Vingård.


Aija Konisevska Azadi
Senior Projektleder