
Ovenpå et år med mange strategier fra Kommissionen, der sætter retningen for europæisk konkurrenceevne, sikkerhed, forsvar og nedbringelse af CO2, står EU boblen på den anden ende for at forstå, hvordan det næste rammeprogram former sig.
Udover at understøtte de 3 strategiske punkter har det 7-årige rammeprogram fokus på at styrke den europæiske sociale model og bygge et uafhængigt Europa, der kan skabe sin egen fremtid. Programmet som Danmark under formandskabet har skabt nogle stærke rammer for, skal igangsættes fra 2028, og indeholder 7 prioriteter, hvor der er mulighed for at finde støtte i budgettet. Den grønne omstilling er ikke så tydelig gennem italesættelsen, men beløbet der er afsat, er på samme størrelse som i det nuværende program, så EU fastholder et tryk på den grønne omstilling.
Den største fond har fokus på Regional- og Socialfondsmidler, samt landbrugs -, fiskeri- og maritime aktiviteter. Der er ca. 20% flere penge end tidligere, hvilket primært bruges til at betale genopretningslån tilbage. EU-Kommissionen vil prøve at gøre midlerne mere centrale til EU’s side, og forventningen er, at de penge der tilfalder Danmark herfra uddeles nationalt. Det får en betydning for, hvordan midler tildeles fra DEB og dermed for Erhvervshus Nordjylland og Destinationsselskaberne. Kommissionen peger på ’Regions at its core’ og det er vigtigt at Den danske Smart Specialisation Strategi (Erhvervsfremmestrategien) understøtter mulighederne i EU.
Konkurrenceevnen styrkes via Competitiveness fonden. Her fordobles pengene i Horizon Europe, som understøtter forskning og herunder penge, der skal støtte at forskningen bringes ud i industrien. Fokus kommer her til at ligge på en grøn omstilling og nedbringelsen af CO2, digitalt lederskab på chips og software, sundhed, bioteknologi, landbrug og bioøkonomi og endelig sammenhængskraft, sikkerhed, forsvarsindustri og space.
Der er ønske om at bygge en europæisk forsvarsunion. Totalt set øges finansieringen med en faktor 5. Det er bl.a. dual-use, som er infrastruktur penge, der kan benyttes til forsvar og civil anvendelse, hvor der investeres meget. Her er der mulighed for specielt havne, men også lufthavnen. Defence og space får mange penge, hvilket er et område hvor universitet og private virksomheder har mulighed for at få støtte til mange opgaver.
Det indre marked skal bringes til at fungere bedre end i dag. Her er der hjælp fra infrastrukturmidler til transport og til energi, herunder el- og CO2 håndtering. Midlerne øges her 2,4 gange, så der er gode muligheder for at den nordjyske infrastruktur kan understøttes. For at sætte dette i spil ud til en europæisk industri ser det ud til at Enterprise Europe Network, hvor EU-kontoret er dansk koordinator og formand for hele netværket, får en væsentlig rolle at spille i den internationale erhvervsfremme.
Den 5. prioritet handler om hvordan Europa rækker ud i verdenen. Det drejer sig primært om politikker, hjælpeprogrammer og sikring af fred og sikkerhed ude i verdenen. Herunder ligger også penge til oversøiske lande, hvilket indbefatter Grønland.
Uddannelse, demokrati og europæiske værdier er traditionelle områder. Uddannelsesprogrammer får et stort løft med ca. en fordobling af midler, så der fortsat er gode muligheder for at udvikle kompetencer i det nordjyske. De europæiske værdier handler meget om, at der skal arbejdes for at viden om demokrati udbredes internt i Europa.
Den sidste prioritet handler om beskyttelse af befolkningen, beredskab og sammenhængskraft. For Nordjylland er det formentlig beredskab og sundhedsprogrammer, der er mest interessante i denne ramme.
Foruden tilskud til de 7 prioriteter, så kommer der også fonde, der arbejder med långivning eller investeringsfinansiering til projekter inden for disse prioriteter.
Programmerne er tænkt så de skal blive simplere at gå til, og rammerne er anderledes end det er set tidligere. EU-kontoret oplever, at rammerne lever op til det, der er blevet efterspurgt. Det næste år er der behov for at EU-kontoret følger programmerne, og involverer relevante parter, så det sikres, at de indeholder de funktioner, som vi ved kan fungere i en dansk sammenhæng.


