Hotel Aahøj er en af 11 danske turismevirksomheder, der har modtaget støtte fra EU-projektet COASTOUR i runde 1.
I hjertet af Sæby ligger Hotel Aahøj, som byder sine gæster velkommen med hjemlig hygge i uformelle luksuriøse rammer.
Hotellet blev opført i 1908 og rummer 10 værelser, en luksuslejlighed og to konferencelokaler. Fokus er på at skabe unikke kvalitetsoplevelser med omtanke for miljøet og hotellets gæster.
I januar 2023 overtog Kamilla Vinter Hoffmann hotellet og hun har helt fra starten haft fokus på bæredygtighed. Hotellet er bl.a. Green Key certificeret, der stiller store krav til hotellets miljøstandarder. Hotellet bruger allerede lokale råvarer, reducerer energiforbruget, og styrer affaldet ansvarligt, men ønsker at gå endnu længere. Det handler ikke kun om miljøet, det handler også om menneskene – den sociale bæredygtighed.
Med Coastour midlerne vil Hotel Aahøj sætte fokus på at styrke teamet gennem målrettet uddannelse i bæredygtighedspraksisser, energieffektivitet og grøn gæsteservice for at sikre, at hver gæst ikke kun nyder deres ophold, men også bliver inspireret til at leve mere bæredygtigt.
For at understøtte Hotel Aahøjs vision om at være en førende bæredygtig aktør i turistbranchen skal COASTOUR midlerne bruges til en konsulent med speciale i bæredygtighed samt anskaffelse og installering af udstyr til overvågning af bæredygtighedsindvirkning, som fx vandforbrugsmålere og intelligente affaldsvægte.
Netop nu er 2. ansøgningsrunde åben - ansøg senest d. 28. august - læs mere her eller kontakt Aija Koņiševska Azadi på aka@ndeu.dk eller tlf. 5010 3852 for mere info.
Fakta
NordDanmarks EU-Kontor er koordinator i EU-projektet COASTOUR, hvor Dansk Kyst- og Naturturisme i Aabybro sammen med partnere i Portugal, Slovenien, Litauen og Italien, sætter fokus på grøn omstilling hos turismevirksomheder i landdistriktsområder.
I projektet er der afsat midler til, at små og mellemstore turismevirksomheder med bæredygtighedsambitioner kan få støtte til deres grønne og digitale løsninger. I praksis foregår det ved, at virksomhederne ansøger om en ”bæredygtighedsvoucher” på op til 9000 EUR per virksomhed.
I alt er der indtil videre uddelt 42 vouchers til turismevirksomheder i partnerlandene, hvoraf de 11 vouchers er uddelt i Danmark.
Yderligere information:
Kontakt Senior projektleder Aija Konisevska Azadi via aka@ndeu.dk eller tlf. 5010 3852.
Foto: Hotel Aahøj.
AIJA KONISEVSKA AZADI
SENIOR PROJEKTLEDER