
Foreningen Action Kids har udviklet et nytænkende lege- og motionskoncept, der i dag anvendes i 72 danske kommuner. Med målrettet sparring og støtte fra NordDanmarks EU-Kontor er Action Kids kommet med i et Erasmus+ projekt sammen med partnere fra Tyskland, Grækenland og Spanien, hvor fokus er at motivere børn til mere bevægelse.
Action Kids blev etableret i 2008 med ønsket om at motivere børnehavebørn til mere fysisk aktivitet på en inkluderende og legende måde. Konceptet bygger på fire grundelementer fra børnenes univers med historiefortælling, musik, bevægelse og farverige illustrationer.
Sparring banede vejen
Idémand og projektleder Thomas Fedder har gennem længere tid haft en løbende dialog med NordDanmarks EU-Kontor om mulighederne i EU-systemet.
- Vi brugte meget tid på ansøgninger, der ikke gik igennem. Herefter var sparringen fra EU-Kontoret afgørende – både i forhold til at forstå feedbacken og til at finde ud af, hvilken rolle vi faktisk skulle have i et EU-projekt, fortæller Thomas Fedder.
Fra idé til europæisk samarbejde
Et afgørende vendepunkt kom, da Action Kids via NordDanmarks EU-Kontor deltog i seminaret ”Active Bodies = Active Minds” i Vilnius i september 2024, som var arrangeret af det litauiske Erasmus+ kontor, med fokus på at lære, hvordan man kan integrere fysisk aktivitet i Erasmus+ projekter og hos uddannelsesinstitutioner. Her mødte Thomas ligesindede aktører fra andre europæiske lande.
- Seminaret var dér, hvor vi for alvor knækkede koden. Vi mødte andre med de samme ambitioner og udfordringer, og vi fandt partnere, som ville det her lige så meget som os.
Action Kids søgte herefter midler via Erasmus+ sport mobilitetspulje til kompetenceudvikling for idrætsforeninger, som blev bevilliget og startet op i begyndelsen af 2025. Her var Action Kids på det, der kaldes et job-shadowing forløb, hvor de besøgte og erfaringsudvekslede med en tysk værtsskole, som de havde mødt til seminaret i Litauen.
Derefter udviklede de sammen på idéen til en fælles Erasmus+ ansøgning med sparring fra NordDanmarks EU-Kontor.
Efterfølgende indgik Action Kids i et partnerskab med skolen i Tyskland, samt en skole i henholdsvis Spanien og Grækenland. Sammen indsendte de en Erasmus+ ansøgning, som blev godkendt blandt 25 ud af 300 ansøgninger.
Mere end teknisk hjælp
Ifølge Thomas Fedder har NordDanmarks EU-Kontors rolle rakt ud over det rent formelle:
- Vi har fået super god sparring, som ikke kun har været teknisk. Den har også handlet om at turde tro på, at det, vi har udviklet i Nordjylland, også har værdi i resten af Europa. Den opbakning har været afgørende. At få snakket selvtilliden op og janteloven ned.
Projektet er i fuld gang med partnerbesøg, udvekslinger og afprøvning af Action Kids-konceptet i børnehaver i Tyskland, Spanien og Grækenland. Og begejstringen er ikke til at tage fejl af:
- At høre sangene på spansk, tysk og græsk – det er virkelig bekræftende. Vi føler først, vi lige er begyndt.
Thomas Fedder håber, at Action Kids’ historie kan inspirere andre nordjyske aktører til at kaste sig ud i EU-samarbejder:
- Man skal investere tid og kræfter i EU-samarbejder, men afkastet er stort og kan slet ikke udelukkende måles i kroner og euro. At knytte bånd i hele Europa giver så meget mere. Vi er meget stolte af, at det lykkedes og vi var ikke nået hertil uden hjælpen fra NordDanmarks EU-Kontor, afslutter Thomas Fedder.
FORMÅL:
Action Kids har til formål at fremme børns fysiske aktivitet gennem leg, bevægelse og fantasi i et inkluderende fællesskab.
PROGRAM:
Erasmus+
BELØB:
450.000 DKK heraf 125.000 kr. til ActionKids + 33.000 kr. til jobshadowing i Tyskland
PROJEKTFORLØB:
2025 - 2026
PARTNERE:
Tyskland, Spanien og Grækenland
NDEU’S BIDRAG:
NordDanmarks EU-kontor har støttet Action Kids i oprettelse i Erasmus+ portalen, gennemlæsning af jobshadowing ansøgning, validering som idrætsforening gennem dialog med national kontaktpunkt på Erasmus+ programmet - Uddannelses og Forskningsstyrelsen, som sikrede at Action Kids kunne modtage støtte under Erasmus+ idrætspuljen. Derudover har EU-Kontoret givet løbende sparring, feedback og validering af evt. partnere, der har rakt ud til Action Kids direkte med projektmuligheder og samarbejde.
FAKTA:
Action Kids materialet består af en lydfil og et instruktionshæfte, der tilsammen danner rammerne for 25 aktive minutter, hvor bevægelserne er udarbejdet i samarbejde med ergoterapeuter og fysioterapeuter. På nuværende tidspunkt findes der 4 universer: Action Kids På Bondegården, Action Kids På Rumfart, Action Kids På Zoofari og Action Kids i Cirkus.
Læs mere på www.actionkids.dk

Aija Konisevska Azadi
Senior Projektleder

