
Innovationsklinikken i Aalborg er med støtte fra NordDanmarks EU-Kontor blevet koordinator for Interreg-projektet NextCare, som sætter fokus på, hvordan kunstig intelligens og digitale løsninger kan understøtte fremtidens sundhedssystemer og imødekomme udfordringerne i både landdistrikter og nærsundhedsvæsenet.
Europas sundhedssystemer er under stigende pres - særligt i landdistrikter, hvor adgang til sundhedsydelser er begrænset. Derfor er der behov for nye løsninger, der bringer behandling tættere på borgerne gennem integrerede sundhedsmodeller og øget brug af kunstig intelligens. Samtidig bremses udviklingen af udfordringer som regulering, manglende kompetencer og fragmenteret datadeling.
Det er netop disse udfordringer, som Interreg-projektet NextCare adresserer.
Projektet samler hospitaler, myndigheder og patientrepræsentanter på tværs af Østersøregionen med det formål at styrke videndeling og fremme brugen af AI-baserede løsninger, der understøtter pleje i hjemmet. Gennem udviklingen af en implementeringsguide skal projektet levere konkrete metoder og anbefalinger, der kan skabe bedre patientforløb og mere robuste sundhedssystemer.
NordDanmarks EU-Kontor har spillet en central rolle i ansøgningsprocessen gennem sparring og feedback på ansøgningen, facilitering af dialog med Interregs sekretariat, samt ved at bidrage til opbygningen af et stærkt internationalt partnerskab.
STÆRKT PARTNERSKAB PÅ TVÆRS AF ØSTERSØREGIONEN
Innovationsklinikken i Aalborg er en del af Region Nordjylland og arbejder med udvikling og implementering af innovative sundhedsløsninger i tæt samspil med klinikere, kommuner og eksterne samarbejdspartnere – herunder gennem nationale og internationale projekter.
Innovationsklinikken har løbende samarbejdet med NordDanmarks EU-Kontor, og derfor var det naturligt for Carina Østervig Byskov, tidligere projektleder hos Innovationsklinikken at række ud i forhold til sparring på en ansøgning til EU’s Interreg Østersøen program.
Da et andet projekt var tæt på at slutte, så Innovationsklinikken en mulighed for at føre erfaringerne fra det tidligere projekt videre.
- Vi ville gerne bygge videre på arbejdet med AI og digitalisering – men med et stærkere fokus på sundhedsvæsenet, fortæller Carina Østervig Byskov.
Gennem Enterprise Europe Network Danmark, hvor NordDanmarks EU-Kontor er koordinator, lykkedes det at finde to lettiske partnere til projektkonsortiet. Og denne hjælp er værdsat hos Innovationsklinikken.
- Det er svært at finde de rigtige partnere på tværs af lande. Samarbejdet med NordDanmarks EU-Kontor øger helt klart vores muligheder for at finde de rigtige partnere - også nogle vi ikke lige ville finde via Google eller egne kontakter, fortæller Carina Østervig Byskov.
Samtidig bidrager EU-kontoret med troværdighed og kvalitetssikring i processen:
- Der er en vis ‘credibility’ i, at det er EU-kontoret, der rækker ud. I kender jo mange af partnerne på forhånd, så I kan hjælpe med at kvalitetssikre dem, tilføjer Fridel De Fries Laursen, projektleder hos Innovationsklinikken.
NAVIGERING I EU-SYSTEMET
For Innovationsklinikken har samarbejdet også været en vigtig støtte i arbejdet med EU-systemets kompleksitet.
- EU-sproget er en kompetence i sig selv. Det kan være svært at forstå helt konkret, hvad der menes - dér er det virkelig værdifuldt at have nogen, der kan oversætte, siger Carina.
Hun fremhæver, at samarbejdet gør det muligt at kombinere forskellige styrker:
- Vi kommer med den faglige og kliniske viden, og EU-kontoret hjælper med det strategiske, det politiske og med at få det til at hænge sammen. Vi har været rigtig glade for samarbejdet og det er bestemt ikke sidste gang, vi kommer til at bruge EU-kontoret, understreger Carina.
NextCare er i opstartsfasen og forventer for alvor at gå i gang med aktiviteter i efteråret, hvor partnerne mødes første gang i Aalborg. Projektet har i alt modtaget 3,7 mio. kr. og løber frem til 2028.
Fakta
Innovationsklinikken er koordinator for projektet, der består af hospitaler, lokale myndigheder, NGO’er, erhvervsfremmeorganisationer, samt et professionshøjskolemiljø, og dækker landdistrikter i Danmark, Sverige, Finland, Letland og Polen.
www.innovationsklinikken.rn.dk
Foto: sturti for iStock.

AIJA KONISEVSKA AZADI
SENIOR PROJEKTLEDER

