
Det grønne område er en af NordDanmarks EU-Kontor’s strategiske indsatsområder og i 2024 har der været stor fokus på at få igangsat aktiviteter, som følge af, at Nordjylland er udpeget som region i EU’s Klimamission. Der er hentet EU-konsulenttimer til teknisk assistance om klimaprojektudvikling, der er skaffet finansiering til at støtte den danske klimaindsats, og Nordjylland og Danmark er sat på det europæiske verdenskort som en klimaforgangsregion.
KLIMAMISSIONEN
Efter aftale med de nordjyske borgmestre og BRN (Business Region North Denmark), underskrev NordDanmarks EU-Kontor EU's Climate Charter i 2021 og indsendte derefter en ansøgning under EU's Klimamission for teknisk assistance. Denne ansøgning gik igennem og EU-Kontoret gik derefter i gang med, i samarbejde med BRN, at se på, hvordan man lokalt og regionalt kunne få gavn af EU's tilbud.
Da nordjyske kommuner på dette tidspunkt er langt med udvikling af klimahandlingsplaner (DK2020) blev tilbuddet at der med Klima Nord blev afholdt informationsmøder og værktøjer blev delt med de nordjyske kommuner til at arbejde med borgerinvolvering, informationskampagner og interessevaretagelse indenfor klimadagsordenen.
LIFE ACT – IMPLEMENTERING AF KOMMUNALE KLIMA PLANER I HELE DANMARK
Alle Danmarks 98 kommuner har nu klimaplaner, der lever op til den internationale Paris aftale.
Det er et vigtigt skridt frem mod at få truffet de nødvendige beslutninger, der kan afbøde nye klimaforandringer og sikre tilpasning til de klimaforandringer, vi ved kommer.
EU-projektet LIFE ACT (Action for Climate Transition) er sat i verden for at accelerere den landsdækkende implementering af de kommunale klimahandlingsplaner i omstillingen mod et klimaneutralt og klimarobust samfund. Projektet omfatter samlet set 55 kommuner, universiteter, forsyningsvirksomheder og statslige myndigheder.
Det samlede budget 212 mio. kr. og over otte år støtter EU med 128 mio. kroner fra EU’s LIFE-program, hvoraf de 16 mill. kr. går til 6 kommuner i Nordjylland.
NordDanmarks EU-Kontor har bidraget til projektudvikling og ansøgningsskrivning i samarbejde med de øvrige EU-kontorer. NordDanmarks EU-Kontor tog en koordinerende rolle i udviklingen af den arbejdspakke, der omhandler tværkommunalt samarbejde, koordinering og samskabelse, øget dialog med interessenter gennem klimapartnerskaber og tværgående policy udvikling på tværs af forvaltninger i kommunerne.
Det skal derudover give en kapacitetsopbygning i kommunerne for medarbejdere og politikere. Den nationale projektimplementering sker gennem multiple helix partnerskaber med aktører i og udenfor projektkonsortiet og komplementære projekter.
Efter godkendelse af LIFE ACT-projektet har NordDanmarks EU-Kontor hjulpet de nordjyske kommuner med at sikre, at de er registreret korrekt hos Europa-Kommissionens Funding og Tender Portal og dermed kan deltage i projektet.
DANSKE KLIMAHANDLINGSPLANER I FOKUS I BRUXELLES
Den regionale styregruppe Klima Nord rejste med NordDanmarks EU-Kontor til Bruxelles d. 8. oktober 2024 for at afholde et event om den danske klimaalliance og klimaplaner. Eventet var planlagt i samarbejde i DACOB, de regionale danske EU-kontorer i Bruxelles. Med titlen ”Få succes med lokal og regional klimahandling i EU”. Der var bl.a. talere fra EU-Kommissionen, den flamske klimapagt og internationale organisationer, herunder ICLEI en nonprofitorganisation, der fremmer bæredygtig udvikling.
Eventet blev afholdt i forbindelse med European Week of Regions and Cities, der er en årlig begivenhed, i Bruxelles, hvor byer og regioner har mulighed for at vise deres bedste løsninger frem for at inspirere resten af Europa.
Europæiske aktører kan deltage på forskellig vis i begivenheden og EU-kontorerne valgte at planlægge et side-event, for netop at kunne sætte fokus på de danske erfaringer, kompetencer og samarbejde. Eventet var en stor succes, og EU Kommissionens Generaldirektorat for Regional- og Byudvikling fremhævede på mødet, at Danmark er i førertrøjen, hvad angår udviklingen af klimaplaner.
Eventet har resulteret i, at Kommissionen nu ønsker en dialog med Klimaalliancen om at bruge den danske tilgang, som en europæisk best practice-model til EU’s ’Covenant of Mayors for Climate & Energy’.

Cecilie Lindstrøm
EU-Specialkonsulent