Vejen til EU-støtte

Hvordan får jeg støtte fra EU til min projektidé?

Det er et spørgsmål, som de fleste stiller sig selv, før de kontakter os. Svaret kommer dog helt an på, hvem du er, og hvilken organisation du repræsenterer, hvad din idé er og hvor langt du er med den.

Typisk har de nordjyske virksomheder nogle andre behov end de lokale myndigheder. Derfor kan du læse mere her om hvilke støttemuligheder, der er for netop dig, efter om du er en virksomhed, kommune/region eller uddannelses-/forskningsaktør.

Din idé

Tænker du at bede EU om støtte til at oprette et udkigstårn? En ny sportshal? De nye ældreboliger? Så må du nok gentænke din idé.

EU støtter ikke mursten.

Ønsker du derimod eks.:

  1. at lave et stisystem, som formidler information omkring naturbevarelse eller klimatilpasning (evt. med tilhørende udkigstårn – hvis essentielt for optimal formidling)?
  2. at understøtte din forretningsmodel eller forskningsenhed med innovationsforskning i fysisk aktivitet og eller særlige sportsgrenes/udstyrs fordele som forebyggende for livsstilssygdomme eller andet samfundsmæssigt relevant fokus?
  3. at udvikle prototyper og løsninger, som hjælper ældre til selvstændigt liv i eget hjem eller mere selvstændighed i ældreboliger og evt. teste disse i et virkeligt miljø hos jeres ældre borgere?

Så kan vi måske finde en mulighed for EU-støtte til dette.

Er din idé ny?

Er din idé allerede udført adskillige steder, og ønsker du at kopiere praksis? Eller kan du realisere dit projekt selv uden input fra andre partnere?

Kan du svare ”ja” til et af de spørgsmål, så får du sjældent penge til dette fra EU.

EU støtter innovation samt spredning af innovativ praksis

… Derfor – hvis din idé er at bygge videre på en innovativ idé eller metode, du har hørt om i et andet EU-land, men som ikke er forsøgt i Danmark endnu, og som du mener vil give samfundsmæssig eller forretningsmæssigt udbytte – så kan vi måske hjælpe dig med kopiere og tilpasse tilgangen gennem et netværksprojekt.

Er din idé ikke realiseret, du har visualiseret det og ser et samfundsmæssigt behov eller marked for løsningen, men du kan ikke virkeliggøre det selv uden input fra fx forskere, virksomheder eller brugere – så er der tale om et innovationsprojekt – og er innovationshøjden god – vil EU gerne støtte din idé.

Hvordan ser et typisk forløb ud?

Det varierer fra program til program, hvilke krav der er til dit projekt, hvor lang tid du har til at forberede din ansøgning, og hvor omfattende ansøgningen skal være. Et godt pejlemærke er, at jo større pose EU-midler, der kan ansøges om til dit projekt, desto større er også den arbejdsmængde, der skal lægges i at forberede ansøgningen. Uanset hvor stort eller lille dit projekt er, støtter vi dig gerne under hele ansøgningsprocessen fra projektidé til EU-støtte.

Der kan tit opstå nogle uforudsete situationer, og nogle gange kan det være nødvendigt at tilpasse eller skifte kurs undervejs. Vi har alligevel forsøgt at give dig et eksempel på, hvordan ét forløb fra projektidé til EU-støtte kan se ud:


Hvad er de praktiske aspekter?

Hvordan skal jeg registreres for at kunne søge i EU’s portal? Hvordan finder jeg partnere? Hvor lang skal ansøgningen være? Hvor mange arbejdstimer skal jeg lægge i forberedelsen? Hvor sikkert er det, at min ansøgning bliver godkendt?

Det korte svar er, at det helt afhænger af dit projekt og hvilken pulje, du søger i...

kontakt os, eller ring direkte til én af vores konsulenter og få svar på alle dine spørgsmål. Vi kommer også gerne ud til et møde i din organisation, hvor vi kan give vejledning om den vej, som du kan gå mod EU-projekter og hjemtag af EU-støttemidler.

HUSK, vi er et servicetilbud,
der allerede er betalt!

Du kan læse nogle af de succeshistorier om aktører, som vi tidligere har hjulpet til EU-projekter og EU-midler her.