Liftra: EU løfter nordjysk kranteknologi til nye højder

Hvad gør man, når vingen på en vindmølle skal skiftes? Det ved de hos Liftra i Aalborg. Virksomheden har udviklet en kompakt og selvrejsende kran. Den sparer vindmølleproducenter og ejere både tid og penge, når deres vindmøller skal have skiftet en af de store komponenter. Men den teknologi, som kranen anvender, har også et stort potentiale på verdensplan. Derfor har Liftra fået ca. 15 mio. kroner i støtte fra EU til at tilpasse og præsentere kranen på nye markeder.

Det var Enterprise Europe Network (EEN), som Liftra tog fat i for at få hjælp til at lave en Horizon 2020 ansøgning. Horizon 2020 er nemlig et stort EU-program med mange muligheder for at søge støtte, hvis man ved hvilke puljer, man skal søge, og det ved Enterprise Europe Network.

Vi har en god kontakt med EEN’s lokale kontor. Derfor var det naturligt for os at tale med dem om at lave en Horizon 2020 ansøgning. Vi fik hjælp til at kvalificere vores ansøgning og vælge den rigtige pulje at søge i. Hjælpen betød, at vi var komfortable med processen og havde en fornemmelse af, at vi sigtede på de rigtige midler” fortæller Jens Mortensen, CEO i Liftra.