Aviatec giver bakterierne det glatte lag

En nordjysk virksomhed, en hollandsk ekspert og et EU-program. Det er opskriften på et særligt projekt, der skal teste vandene for en friktionssvejset ventil på fødevare- og lægemiddelsmarkedet.

Aviatec arbejder med friktionssvejsning. I den nordjyske virksomhed har man udviklet en ny måde at svejse ventiler på, som hverken efterlader huller eller revner i overfladen. Det er især interessant for fødevare- og lægemiddelindustrien, hvor hygiejne er alfa omega. Til at teste ventilens potentiale på det nye marked fik Aviatec 375.000 kroner i EU-støtte til projektet FricWeld i 2016. FricWeld er et helt specielt EU-projekt, fordi Aviatec er den eneste partner. Det kan lade gøre under EU-programmet “SMV Instrument”, som støtter små og mellemstore virksomheder med et højt innovationspotentiale. Undervejs i projektet har en hollandsk fødevareekspert været tilknyttet Aviatec. Det var igennem Enterprise Europe Network, at virksomheden sammen med EU-kontoret fandt frem til den hollandske ekspert. Det er netop EENs store netværk, som ofte sikrer, at de rette virksomheder og eksperter bliver matchet i de helt rigtige projekter.